Laubjergs Planteskole
Borkvej 18, No
6950 Ringkøbing
Telefon: 97330236
Email: butik@laubjerg.com

Åbningstider:
Mandag - Fredag 9-17
Lørdag - Søndag 9-16
Helligdage 9-16
TIL HOVEDSIDEN Laubjergs Planteskole

Pasning af stueplanter

Her finder du gode råd om pleje af stueplanter og snitblomster

Placering

FULD SOL
Betegnelse for de ubeskyttede solstråler.

LYST, GERNE DIREKTE SOL
Betegnelse for lyset/solstrålerne i en afstand af op til 1 meter fra vinduesglasset.

LYST, IKKE DIREKTE SOL
Betegnelse for lyset i en afstand på 1 - 2 meter fra vinduesglasset eller nærmere, hvis solens stråler er filtreret af et gardin eller en persienne.

HALVSKYGGE – SKYGGE
Betegnelse for lyset i nordvinduet og området 2 meter fra øst – vest eller nordvinduet.

DIREKTE SOL – HALVSKYGGE
Denne betegnelse anvendes især om planter, der såvel er stue- som udplantningsplanter og som lysmæssigt tåler enhver placering.

GENERELT OM PLACERING
Hvis planten efter dens natur er placeret for mørkt, mister den de nederste blade og får tynd vækst. Hvis planten efter dens natur er placeret for lyst og solrigt, får den enten svedne eller unaturligt lysegrønne blade.  

 Vanding

 REGELMÆSSIGT
Dvs. at der skal vandes, inden pottejorden føles begyndende tør. Der skal vandes så meget, at jorden føles vandmættet.

MODERAT
Dvs. at der skal vandes, inden pottejorden føles begyndende tør. Der skal vandes så meget, at jorden føles halvmættet af vand.

JÆVNLIGT
Dvs. at der skal vandes, inden pottejorden føles begyndende tør, eller planten bærer præg af vandmangel. Det skal tilstræbes, at holde en jævn fugtighed i jorden.

SPARSOMT
Dvs. at der skal vandes når pottejorden føles tør. Der skal vandes så meget, at jorden føles delvis vandmættet. For meget vand vil være direkte skadeligt for planten.

GENERELT OM VANDING
Her gælder følgende tommelfingerregel. Føl med fingeren om pottejorden føles tør / fugtig. Hvis jorden har løsnet sig fra pottesiden, er der alvorlig vandmangel. Hvis pottejorden er så tør at den ved berøring ikke sætter sig på fingeren, er den for tør og vanding anbefales. Hvis pottejorden er så fugtig at den bliver siddende på fingeren, trænger planten ikke til vand.

Hvis der vandes i underskål eller potteskjuler, skal planten indenfor en – to timer have trukket den givne mængde vand. Hvis dette ikke er tilfældet, bør resten fjernes for at redde planten fra druknedøden.

Til vanding anbefales tempereret vand og helst kalkfattigt, eller koldt, kogt vand. Regnvand må betegnes som perfekt vandingsvand.

Gødning

REGELMÆSSIGT
Karakteriseres således, at der ca. ved hver vanding i vækstperioden iblandes gødning i den doserede mængde.

JÆVNLIGT
Karakteriseres således, at der ca. ved hver tredje vanding i vækstperioden iblandes gødning i den doserede mængde.

 SPARSOMT
Karakteriseres således, at der ca. ved hver fjerde vanding i vækstperioden iblandes gødning i den doserede mængde.

GENERELT OM GØDNING
Som gødning anbefales flydende blandingsgødninger. Det er vigtigt at følge doseringsoplysningerne på emballagen.

De første symptomer på gødningsmangel er lysegrønne, eller gullige blade. De første symptomer på overdosering af gødning er, at planten har mistet de små rodhår og derfor dårligt kan optage vand. Planten vil derfor hænge uden at være tør. For at afhjælpe denne tilstand vandes sparsomt i en periode uden gødning, indtil planten har genetableret sit rodnet.

Se også vores særlige vejledning i pasning af snitblomster og orkideer.  


Laubjergs Planteskole, Borkvej 18, No, 6950 Ringkøbing, Email: butik@laubjerg.com